Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Caseoversigt
  3. Cases: Udsatte unge i fritidsjob

Cases: Udsatte unge i fritidsjob

Casene giver indsigt i de unges motiver for at få et fritidsjob, og hvad det har givet dem. Casene er faktabaserede, men anonymiserede.

Fritidsjobbet har gjort Marlene mere social, moden og selvsikker

17-årige Marlene var en stille pige med ADHD, som var usikker på sig selv. Da hun i folkeskolen skulle i erhvervspraktik, ville hun egentlig gerne i en børnehave. Et for højt støjniveau gjorde, at hun måtte opgive den plan.

Praktikplads blev vejen til fritidsjobbet

I stedet fik hun hjælp af sin lærer, som også er fritidsjobambassadør, til at finde en praktikplads i en dagligvarebutik. Efter praktikken fik Marlene mod på at fortsætte i butikken i et fritidsjob og med hjælp fra læreren fik hun ansøgt.

Hun er tryg ved, at hendes chef tager hensyn til, at hun har ADHD og kan have brug for en pause. Der er gensidig fleksibilitet, og Marlene oplever både at få et ja, når hun har brug for en fridag, ligesom hun også har sagt ja til at tage en ekstravagt.

Marlene er meget glad for sit arbejde og sin chef, og hun føler, at fritidsjobbet har gjort hende mere social, moden og selvsikker.

Fritidsjobbet har givet Marlene:

  • Mod på det sociale: 
    ”Jeg er blevet mere social af at have et fritidsjob. Jeg kan også bruge det i andre situationer, fx i skolen med de andre fra klassen. Jeg kan bedre snakke med folk nu.”

  • Mere selvsikkerhed
    ”Jeg blev lært godt op af dem, der har været der i lang tid, og de stod lige bag mig ved kassen. Det var rigtig rart, at der var én man kunne spørge.”

  • Mulighed for at inspirere andre 
    ”Min lillesøster hørte mig snakke om mit arbejde, og så ville hun også gerne have arbejde, og nu har hun fået job det samme sted. Hun skrev i sin ansøgning, at hun kendte mig.”

Fritidsjobbet gav Magnus følelsen af at være et forbillede

Før så man mest Magnus på 16 år med hættetrøjen trukket godt op om hovedet. Måske for at skærme sig mod verden, dømmende blikke og krav.

Magnus har ADHD og var ikke sikker på, at han kunne. Men Magnus ønske om at være uafhængig og stå på egne ben ledte ham i retning af et fritidsjob, som samtidig gav ham en følelse af at være noget for nogen.

Nu er hætten røget ned, og øjnene lyser, når han kommer på arbejde.

Mere end blot penge

Magnus vej mod et fritidsjob var helt klart drevet af ønsket om at have en indtægt og på sigt sin egen lejlighed. For ham er det vigtigt selv at tjene sine egne penge, fordi man på den måde også tager ansvar for sit forbrug.

Fritidsjobbet har dog givet Magnus mere end bare et plus på kontoen. Han har fået en god fornemmelse af, hvad det vil sige at tage ansvar og hvad det vil sige, at nogen regner med én.

At være nødt til at prøve

Med en ADHD-diagnose har Magnus ofte tvivlet på, hvad han kunne. Men på fritidsjobbet har han stået i situationer, hvor han var "nødt til at prøve". Det har gjort ham mange erfaringer rigere og givet ham en erkendelse af, at han kan meget mere, end han egentlig troede.

Fritidsjobbet har givet Magnus:

  • En større ansvarsfølelse
    ”Jeg er blevet meget mere moden. Jeg ved, hvad det vil sige at tage ansvar, og det giver mig en god følelse, at der er nogen, der regner med mig – og at jeg kan leve op til det ansvar.”

  • Mere selvstændighed
    ”Der er ikke ret mange, der har fritidsjob i min omgangskreds, og det kan jeg faktisk ikke forstå. Når man skal stå på egne ben, er man jo nødt til at lære, hvad det vil sige at tjene og styre sine egne penge. Man vil jo også gerne flytte i egen lejlighed en dag. Man kan ikke blive ved at få af sin mor.”

  • Tillid til egne evner
    "Mange er alt for hurtige til at give op, inden de når at opdage, at de faktisk godt kan. I starten er der meget, man ikke kan finde ud af endnu, men det lærer man jo, når man giver det en chance og så bliver det fedt.”

Anna fandt troen på egne evner gennem fritidsjobbet

17-årige Anna blev for nyligt diagnosticeret med ADHD og der er ting, der har været svære for hende. Tanken om et fritidsjob fik hende til at tvivle på egne evner: Kan jeg bevare overblikket? Bliver jeg overvældet? Kan jeg klare at få flere opgaver på en gang? Fyrer de mig?

Fik hjælp af fritidsjobvejlederen

Fritidsjobvejlederen talte med Anna om hendes bekymringer og hjalp hende med at finde et sted at søge og udforme ansøgningen.

Hun var nervøs, da hun blev kaldt til samtale, men hun fik jobbet. Dernæst kom bekymringen så for, om hun nu også kunne klare det.

Fritidsjobvejlederen talte med Anna om det at være ny og give det en chance.

Jobbet kan redde en svær dag

Løbende spørger fritidsjobvejlederen ind til Anna, som har høstet mere og mere selvtillid på jobbet, og når der er svære dage, kan det faktisk hjælpe at komme på arbejde.

Fritidsjobbet har givet Anna:

  • Troen på egne evner
    ”Man skal være klar på, at der kommer mange forskellige udfordringer i løbet af en vagt. Man sidder aldrig stille, hvilket er noget, jeg rigtig godt kan lide ved mit arbejde. Jeg var dog virkelig meget i tvivl, om jeg kunne det, da jeg startede.”

  • Selvindsigt
    ”Når man har et fritidsjob, er det godt at vide, hvem man er. Der skal være balance mellem arbejde, skole, venner og én selv. Ens mentale helbred er virkelig vigtig.”

  • En mere positiv tilgang
    ”Man er nødt til at være åben, imødekommende og positiv, også hvis man har en dårlig dag, så må man skubbe det lidt til side. Og når man kommer på arbejde sammen med de andre, så kan det faktisk godt hjælpe.”

VIDEN OG BAGGRUND

Funktionsnedsættelser og fritidsjob

Flere unge med funktionsnedsættelser kan komme i fritidsjob ved at gøre brug af de handicapkompenserende ordninger. Læs her om mulighederne for, at unge med funktionsnedsættelser helt ned til 13 år kan få støtte i fritidsjob. Om funktionsnedsættelser og fritidsjob

GUIDE

Guide til modtagelse af fritidsjobbere

Få gode råd, tips, værktøjer samt en tjekliste til, hvordan du bedst muligt kan modtage og fastholde unge medarbejdere i fritidsjob. Se guide

SPØRG CABI

Har du spørgsmål?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven

Jesper Rahbæk Pedersen

Ungeindsatsen | Evaluering | Projektudvikling | Virksomhedssamarbejde I Unge medarbejderes trivsel
Tilgå Jesper Rahbæk Pedersen på LinkedIn