- Forside
- Caseoversigt
- I fritidsjob med personlig assistance
I fritidsjob med personlig assistance
De handicapkompenserende ordninger bliver sjældent brugt i forbindelse med fritidsjob. For 17-årige Rasmus har muligheden for personlig assistance betydet, at han kan passe sit fritidsjob hos REMA 1000 i Skive.
Rasmus på 17 år arbejder 6 timer om ugen i REMA 1000 på Holstebrovej i Skive. Her gør han indkøbskurve rene, vasker gulve og trimmer varehylderne. Han er glad for sit job og investerer næsten hele sin løn i aktier. Drømmen er, at han en dag kan forsørge sig selv.
Rasmus adskiller sig dog lidt fra andre unge fritidsjobbere. Han har ADHD, kognitive udfordringer, er udviklingshæmmet og har en udviklingsforstyrrelse i tale og sprog. Det forhindrer ham ikke i at kunne passe sit job. Men det betyder, at han har brug for lidt ekstra støtte.
Personlig assistance
Som en af de eneste fritidsjobbere i landet er Rasmus ansat med personlig assistance. Det betyder, at han har en støtteperson i butikken, som følger og instruerer ham. I REMA 1000 i Skive er det souschef, Andreas Kristensen, der hjælper Rasmus med at skabe struktur og overblik over arbejdsdagen. Han sætter Rasmus i gang, følger op og sørger for, at dagen slutter godt.
Butikken får et økonomisk tilskud til den ekstra tid, Andreas bruger på at hjælpe Rasmus med de dele af arbejdet, der udfordrer.
Overset ordning
Det hører til sjældenhederne, at unge med funktionsnedsættelser bliver ansat i fritidsjob med kompenserende ordninger, som ansættelse med personlig assistance hører ind under.
Det er veldokumenteret, at et fritidsjob kan forebygge senere ledighed. Holder man det op mod, at hver fjerde ung med handicap mellem 16 og 29 år er hverken i job eller uddannelse (Kilde: Handicap og beskæftigelse 2022), er der god grund til at gøre brug af ordningerne i forbindelse med fritidsjob.
I 2023 var det kun 42 unge mellem 16 og 19 år i Danmark, der fik bevilget en handicapkompenserende ordning.
Rasmus er her flankeret af sin personlige assistent, Andreas Kristensen, og Jørgen Vester, som er kommunal kontaktperson. Det var Jørgen, der banede vejen for et fritidsjob med kompenserende ordning.
I dag er Rasmus ansat på deltid
Henover sommerferien blev det besluttet, at Rasmus også skulle arbejde to formiddage i ugen. Dette gav både ham og REMA så meget blod på tanden, at Rasmus nu arbejder på deltid i gennemsnit 20 timer i ugen.
Han bliver opfordret til at holde en halv times pause hver formiddag, hvor han spiser med de andre fra personalegruppen. Han er i rivende udvikling og trives.
Der er blevet lavet en ny bevilling med personlig assistance, hvor Rasmus bevilges 13 timer om ugen.
Vidste du, at ...
De handicapkompenserende ordninger også kan anvendes til unge helt ned til 13 år? Det kan fx være personlig assistance eller mentorordning.
Det er der ikke mange, der gør. I 2023 var der kun 42 unge mellem 16-19 år, der fik bevilliget en handicapkompenserende ordning.
Casen er udarbejdet i 2024.
Hvis man ikke bruger ordningerne, er der nogle unge, der ikke får den samme adgang til arbejdsmarkedet. De er lavet for at give lige adgang.
Fakta om personlig assistance
Personlig assistance er en mulighed for personer, der på grund af en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse har behov for hjælp og støtte til at kunne udfylde deres arbejdsfunktion.
Får man bevilling til personlig assistance betyder det, at jobcentret betaler et tilskud til en personlig assistent. Den personlige assistent må kun hjælpe med opgaver, som kompenserer for din funktionsnedsættelse.
Læs mere om ordningen hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Du kan også kontakte dit lokale jobcenter.
VIDEN OG BAGGRUND
Funktionsnedsættelser og fritidsjob
Flere unge med funktionsnedsættelser kan komme i fritidsjob ved at gøre brug af de handicapkompenserende ordninger. Læs her om mulighederne for, at unge med funktionsnedsættelser helt ned til 13 år kan få støtte i fritidsjob. Om funktionsnedsættelser og fritidsjobVIDEN OG BAGGRUND
Handicapkompenserende ordninger
Hvilke ordninger kan komme i spil, når den ledige/ansatte har en funktionsnedsættelse? Om ordningerneSPØRG CABI
Har du spørgsmål?
Så spørg Cabi!
| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven |