- Forside
- Caseoversigt
- Snak om andet end krudt og kugler
Snak om andet end krudt og kugler
Veterankoordinator: ”Veterankoordinatorfunktionen er relevant for veteranerne, deres pårørende og veteranindsatsen generelt”
Flere og flere kommuner har fokus på at styrke veteranindsatsen.
Dermed bliver der også ansat veterankoordinatorer over hele landet, hvis opgave er at stå som bindeled mellem de dele af den kommunale indsats, som er relevante for den enkelte tidligere udsendte.
Dermed kan veterankoordinatoren give den afgørende hjælp inden for bl.a. beskæftigelse og sociale indsatser.
I Haderslev Kommune er det Mogens Hertz Østergaard, der fungerer som bindeled, og som dagligt taler både med veteraner og pårørende, som har brug for hjælp til at navigere i de kommunale indsatser – eller blot til at komme videre.
Læs her, hvorfor arbejdet har en særlig betydning for ham, og hvorfor han mener, virksomheder altid bør være åbne over for at ansætte et menneske, der har været udsendt i Forsvarets eller Politiets tjeneste.
Mogens er veterankoordinator i Haderslev Kommune. Et arbejde, der betyder meget for ham. Især når han kan hjælpe både veteraner og deres pårørende til at nå et mål, de selv har været med til at sætte.
Hvorfor giver det mening for dig at arbejde som veterankoordinator?
Det gør det, fordi jeg opfylder et reelt behov. Det betyder noget for mig at hjælpe og gøre en forskel for mennesker, som har behov for det. At få dem sat i kontakt med de rigtige mennesker, det synes jeg er en fornøjelse at få lov til at være med til. Og så synes jeg, det er et rigtig interessant område at være en del af. Det er et krydsfelt, hvor jeg arbejder med mange forskellige aktører. Desuden kan jeg godt lide at optimere processer. Både i min egen kommune og nationalt.
Hvornår har din arbejdsdag været ekstra god?
Når jeg kan se en umiddelbar effekt af mit arbejde. Det sker især, når jeg har hjulpet en veteran, som kan mærke en forskel i sine udfordringer lige med det samme. Men det giver mig også en stor værdi at se et frø, som vi har sået for længe siden, begynde at give et afkast. Egentligt er jeg bare glad, når målgruppen når deres mål, uanset hvad det så er. Når de får succes, får jeg succes, for jeg er her jo for deres skyld. Det gør mig også glad, når jeg møder en ny veteran. For så betyder det jo, at målgruppen har hørt om min funktion og gerne vil benytte den.
Og hvornår kan den være svær?
En dag kan være svær, når jeg sidder over for en veteran, der er hårdt ramt. At de har svært ved at finde et ståsted, eller når noget fejler, eller en behandling ikke har den ønskede effekt. Men det er også det, der motiverer mig til at guide dem videre og finde de rigtige mennesker, der kan hjælpe. Det er også her, der ligger noget håb.
De kommer fra et miljø, hvor der er en forventning om, at alle knokler, og at du er specialist i din arbejdsfunktion. Når du stiller store krav til dig selv, kan du også have en tendens til at stille store krav til alle andre. Det tænker jeg godt kan være en udfordring.
Hvad oplever du, at veteraner med udfordringer kan have svært ved, når de møder det civile arbejdsmarked?
Jeg synes ikke, vi kan generalisere på dette område. Veteraner er ligeså forskellige som resten af befolkningen. Men de kommer fra en arbejdsplads med en speciel kultur og nogle unikke værdier. De kommer fra et miljø, hvor der er en forventning om, at alle knokler, og at du er specialist i din arbejdsfunktion. Når du stiller store krav til dig selv, kan du også have en tendens til at stille store krav til alle andre. Det tænker jeg godt kan være en udfordring.
Og hvad har de let ved?
De kommer fra en kultur, hvor man bliver ved, til opgaven er løst. De har øje for målet, og opgaven er hele tiden i fokus. Men udover dette er det individuelt, hvad hver veteran har nemt ved i en stilling i det civile.
Hvad er dit bedste råd til veteraner, som gerne vil have et job, der matcher deres ønsker og behov?
Tro på dig selv! I din jobsøgning handler det om det menneske, du er i dag. Den, som du er, er nok, og du har alt, der skal til, for at du kan blive en bragende succes på det civile arbejdsmarked også. Når du læser et jobopslag, skal du ikke nødvendigvis kunne alt, de beder om.
Hvad er dit bedste råd til virksomheder, som gerne vil ansætte en veteran?
Gør det. Ansæt en veteran. Ikke kun for at gøre veteranen en tjeneste, men fordi du har en reel stilling til vedkommende. Respekter deres fortid, og sørg for at kende eventuelle skånehensyn. Hav en individuel tilgang, og vær nysgerrig på din nye medarbejder. At din nye medarbejder er veteran eller tidligere soldat gør ikke, at han eller hun kun kan snakke om krudt og kugler, måske har vedkommende været på en fed ferie eller har nogen fede fritidsinteresser.