- Forside
- Cases
- Cases om socialt ansvar og grønne opgaver
- Procraft ApS
GRØN OMSTILLING OG FLERE I ARBEJDE
Procraft ApS
Procrafts bæredygtige ambitioner gav Tine et administrativt job på nedsat tid
CASE
Virksomhed: Procraft ApS
Branche: Arkitektur og design
Størrelse: 9 medarbejdere
Geografi: Hedensted
Følg Procraft på LinkedIn

En strategisk opgave, der lå urørt på chefens bord, blev skridt for skridt til en ansættelse for Tine.
Når en virksomhed har målsætninger om at gøre bæredygtighed til et konkurrenceparameter, kalder det på dokumentation.
Det er indehaver af Procraft ApS Ruben Kirkegård fuldt bevidst om.
Procraft designer og bygger kreative rum og miljøer til primært skoler og den øvrige undervisningssektor, og Ruben Kirkegård oplever, at kunderne efterspørger løsninger, der har lavt CO2-aftryk og er produceret af socialt ansvarlige leverandører.
”Vi har en ret stram bæredygtighedsprofil”, fortæller Ruben Kirkegård og fremhæver, at det er Procrafts 2030-mål at alle virksomhedens materialer er produceret indenfor en radius af 100 km. fra domicilet i Hedensted – en målsætning, de er 80 procent i mål med.
Rekruttering via kommunen
Det ved Ruben Kirkegård ret præcist, for det har hans medarbejder Tine Marnow gjort op.
Hun er kommet ind i Procraft via en virksomhedspraktik på nedsat tid, derefter er hun blevet ansat med løntilskud, og nu er det blevet til en ordinær ansættelse.
”Vi stod med en konkret dokumentationsopgave på nogle få timer om ugen, vi havde brug for at få løst. Det lyttede kommunens virksomhedskonsulent til og fandt den helt rette kandidat”.
”Uden Tine havde det været mig, der havde skulle løse dokumentationsopgaven. Der ligger i forvejen rigtig mange opgaver og ansvarsområder på mit bord, og bæredygtighedsrapporten ville nok have ligget på bordet endnu, hvis ikke Tine var kommet ind,” siger Ruben Kirkegård.

Indehaver Ruben Kirkegård fandt i Tine Marnow lige den arbejdskraft, han havde brug for til Procrafts bæredygtighedsrapport.
Flere opgaver trin for trin
Ansættelsen i Procraft er et eksempel på, hvordan ledige, der enten i en periode eller permanent har nedsat arbejdsevne kan aflaste nøglefigurer i virksomheder, også når det gælder strategiske tiltag i den grønne omstilling.
Tine Marnow kom til Procraft med aktuelle bæredygtighedskompetencer fra et kursus i Hedensted Erhverv og Jobcenter Hedensted målrettet ledige, der blev introduceret til FN's 17 verdensmål og værktøjer til at udarbejde bæredygtigheds-rapporter i virksomheder.
Trin for trin har Tine og Ruben i fællesskab bygget ovenpå Tines opgaveportefølje.
”Vi vil gerne understøtte så mange genbrugsprocesser som muligt i vores leverandørkæde. Derfor indsamler vi restmaterialer fra underleverandører og giver dem gratis videre til skoler. Den koordineringsopgave løser Tine også.”
Sporskifte for medarbejder
Tine Marnow er mere end glad for sit job i Procraft. Hun har tidligere været ramt af stress i en sådan grad, at hendes sygemelding førte til ledighed. Det blev hendes held, synes hun i dag:
”Jeg havde brug for et brancheskift ovenpå min sygemelding. Det blev bæredygtighedskurset indgangen til. I Procraft har jeg fået mulighed for at prøve noget nyt af i et passende tempo. Den fleksibilitet, jeg møder her, betyder rigtig meget for mig og for min udvikling."
Casen er en del af projekt Grøn omstilling – En nøglebrik til social inklusion
Projektet er støttet med 17,6 mio. kr. af Den Europæiske Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og løber fra 2023 til primo 2025.

Find de grønne opgaver
Ved at bruge opgaveværktøjet får du et overblik over, hvilke grønne opgaver din virksomhed har, og hvilke kompetencer det kræver for at løse dem.
Sporskifte
Sporskiftordningen giver medarbejdere, der enten er i risiko for at blive nedslidte eller er nedslidte, mulighed for at gennemføre et sporskifteforløb med henblik på at fastholde dem på arbejdsmarkedet.
Bliv klogere på S'et i ESG
Når du rekrutterer ledige med udfordringer, bidrager du samtidig til at styrke din virksomheds data på S'et i ESG. Og det kan være meget værdifuldt for virksomheden.

PROJEKT
Grøn omstilling – en nøglebrik til social inklusion
EU-projekt, der kobler grøn omstilling og social inklusion samt bidrager til, at ledige fra kanten kvalificeres til at løse grønne opgaver hos virksomheder. (Projektperiode: 2023-2025) Om Grøn omstilling
PUBLIKATION
Casesamling: Grøn omstilling og flere i arbejde
Find inspiration til, hvordan din virksomhed kobler opgaver afledt af den grønne omstilling sammen med inklusion af mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet. Læs casesamlingenSPØRG CABI
Har du spørgsmål?
Så spørg Cabi!
| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven |