Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Lovstof
  3. Kontaktforløb

Kontaktforløb

Kontaktforløbet er et individuelt og fleksibelt samtaleforløb for ledige m.fl. Jobcenteret har ansvaret for forløbet.

Spørgsmål til lovstoffet?

Ring eller skriv til vores ekspert på området.

Gratis service for virksomheder, kommuner og jobcentre.

Vi rådgiver IKKE privatpersoner

Cabis service dækker ikke privatpersoner, da vi udelukkende rådgiver virksomheder, kommuner og professionelle aktører.

Er du borger med et spørgsmål, skal du kontakte din kommune, din fagforening eller a-kasse.

 Find dit lokale jobcenter

Hurtigt overblik over lovstoffet

Cabi har gjort det nemt for dig at få et hurtigt overblik over lige præcis dét lovstof, du skal bruge. Læs med herunder.

Kontaktforløbet er et individuelt og fleksibelt samtaleforløb for jobcentrets målgrupper: ledige, revalidender, ledige fleksjobbere, og personer i ressource- og jobafklaringsforløb.

Jobcenteret har ansvaret for forløbet, som danner grundlaget for den individuelle tilrettelæggelse af jobsøgningen og den beskæftigelsesrettede indsats. Læs om reglerne for opfølgning på sygemeldte i Cabis lovstof.

Følg linket i nedenstående liste og hop til det afsnit, du vil vide noget om:

1. Formålet med kontaktforløbet

Kontaktforløbet skal være individuelt og fleksibelt. Det skal afvikles under hensyn til personens ønsker og forudsætninger på den ene side og arbejdsmarkedets behov på den anden. Formålet med kontaktforløbet afhænger af, hvilken målgruppe der er tale om. For de ledige er formålet at understøtte bestræbelsen på at komme i arbejde, for andre målgrupper er formålet at støtte dem igennem et planlagt forløb– det gælder fx revalidender og personer i ressourceforløb.

Nedenfor er en oversigt over formålene for de forskellige målgrupper:

Kontanthjælpsmodtagere:

  • Jobparate - Fokus på konkrete job og jobsøgning.
  • Aktivitetsparate - Fokus på jobsøgning og indsatsen for at bringe personen tættere på arbejdsmarkedet.

Uddannelseshjælpsmodtagere:

  • Åbenlyst uddannelsesparate, øvrige uddannelsesparate og aktivitetsparate - Sikre uddannelsesfokus og fremdrift i forhold til arbejdet med uddannelsespålægget.

Andre:

  • Forsikrede ledige - Fokus på konkrete job og jobsøgning.
  • Revalidender - Følge op på personens revalideringsforløb og deltagelse i tilbud frem mod selvforsørgelse.
  • Førtidspensionister - Afklare, hvilke muligheder personen måtte have for at vende tilbage i ordinær eller støttet beskæftigelse.
  • Personer i ressource- og jobafklaringsforløb - Følge op på rehabiliteringsplanen, herunder personens deltagelse i tilbud og andre beskæftigelsesrettede aktiviteter frem mod beskæftigelse fra få timer til fuld tid.
  • Ledighedsydelsesmodtagere - Understøtte jobsøgning og følge op på, om personen er aktivt arbejdssøgende.

2. Den indledende visitation for ledige

Forsikrede ledige - Første samtale med forsikrede ledige er cv-samtalen, som afholdes i a-kassen senest efter 2 uger.

Kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere - Første samtale med kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere skal finde sted senest 1 uge fra første henvendelse til kommunen.

Selve visitationen

Personer, der er fyldt 30 år, er altid kontanthjælpsmodtagere. Det samme gælder personer under 30, som har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Hvis jobcentret vurderer, at personen vil kunne påtage sig et ordinært arbejde, som gør pågældende i stand til at forsørge sig selv inden for tre måneder, kategoriseres personen som jobparat. Hvis ikke - er personen aktivitetsparat.

Personer under 30 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, modtager uddannelseshjælp. Jobcentret visiterer uddannelseshjælpsmodtagere til én af følgende 3 kategorier:

  • Åbenlyst uddannelsesparat: personen vurderes ikke at have nogen barrierer og dermed ikke at have behov for støtte og hjælp i forhold til at starte på en uddannelse, som personen kan gennemføre på almindelige vilkår.
  • Øvrige uddannelsesparate: personen vurderes - med den rette støtte og aktive indsats - at kunne påbegynde en uddannelse inden for ca. et år og gennemføre denne uddannelse på ordinære vilkår.
  • Aktivitetsparat: personen vurderes at have problemer af faglig, social og/eller helbredsmæssig karakter og dermed har behov for ekstra støtte og hjælp i længere tid end ca. et år, inden personen kan påbegynde en uddannelse og gennemføre denne på almindelige vilkår.

Formålet med visitationen er at prioritere og tilpasse indsatsen for den enkelte bedst muligt i forhold til personens ressourcer og barrierer. Jobcentret tager under kontaktforløbet løbende stilling til, om personen bør revisiteres til en anden kategori.

Uddannelseshjælpsmodtagere skal have et såkaldt uddannelsespålæg for at sikre, at de hurtigst muligt påbegynder en ordinær uddannelse. Læs mere i Unge ledige - uddannelsespålæg og tilbud.

Koordinerende sagsbehandler til aktivitetsparate

Kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere, der vurderes som aktivitetsparate, tildeles en koordinerende sagsbehandler. Dette skal ske i forlængelse af denne vurdering. Den koordinerende sagsbehandler skal sikre, at personen får en helhedsorienteret indsats, som er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder.

For kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere, som er på barsel, skal jobcenteret inden for 3 måneder før barselsperiodens afslutning tilbyde en samtale, hvor personens tilknytning til arbejdsmarkedet drøftes.

3. Læse-/skrive-/regnetest

I forbindelse med opstarten af kontaktforløbet skal jobcentret tage stilling til, om en læsetest skal sættes i værk. Reglerne er forskellige for de forskellige målgrupper.

  • Forsikrede ledige, som er under 25 år, og som ikke har en ungdomsuddannelse, skal læse-, skrive- og regnetestes senest efter en sammenhængende periode på 1 måned fra første henvendelse om hjælp til kommunen.
  • Uddannelseshjælpsmodtagere, som ikke har en ungdomsuddannelse, skal læse-, skrive- og regnetestes senest efter en sammenhængende periode på 1 måned fra første henvendelse om hjælp til kommunen.
  • De øvrige målgrupper har ret til en læse-, skrive-, regnetest, medmindre jobcentret vurderer, at det er åbenlyst, at de ikke har behov for det. Jobcenteret skal aftale med personen, hvornår og hvor testen skal foretages.
  • Hvis testen viser, at personen har behov for et læse-, skrive- og regnekursus, har personen ret til at få et sådant.

4. Det løbende kontaktforløb

Jobcentret skal for alle målgrupper gennemføre minimum 4 samtaler inden for de første 6 kalendermåneder af et ydelsesforløb. Herefter aftales samtalerne med personen efter behov. Hvis personen skifter ydelse, fx fra uddannelseshjælp til kontanthjælp, påbegyndes et nyt 6 måneders forløb med minimum 4 samtaler. Personen har altid ret til en samtale, hvis personen anmoder om det.

For forsikrede ledige skal der desuden afholdes samtaler, hvor a-kassen også deltager - en samtale inden for de første 3 måneder, en samtale inden for de følgende 3 måneder, og en samtale i den 16. ledighedsmåned. Den ledige har ret til at frabede sig a-kassens deltagelse.

5. Kontaktform – personlig, telefonisk, digitalt

Udgangspunktet for samtalerne er, at første samtale afholdes som en personlig fysisk samtale. Herefter kan borgeren selv vælge, om samtalen skal afholdes med personligt fremmøde, telefonisk, eller som en personlig digital samtale. Hvis jobcentret vurderer, at det er vigtigt, at borgeren møder personligt op, kan jobcentret indkalde borgeren til en personlig samtale.

Hvis personen er i beskæftigelsestilbud, kan samtalen afvikles telefonisk eller digitalt. Hvis forsikrede ledige, kontanthjælpsmodtagere, uddannelseshjælpsmodtagere, personer i ressource- og jobafklaringsforløb, ledighedsydelsesmodtagere, og revalidender kan dokumentere, at

1) de inden for de næste 6 uger skal påbegynde ordinær beskæftigelse på fuld tid, fleksjob, skal på barsel, overgå til efterløn, fleksydelse eller folkepension, eller

2) er omfattet af en arbejdsfordelingsordning eller kan dokumentere, at pågældende er hjemsendt på grund af vejrlig eller materialemangel

er de undtaget fra pligten til at møde til samtaler i kontaktforløbet.

Stand-by ordningen

Hvis der er tale om alvorlig sygdom, hvor kontakten til den sygemeldte ikke er hensigtsmæssig eller mulig på grund af den sygemeldtes helbredstilstand, kan opfølgningen gennemføres uden direkte kontakt til personen, fx via kontakt til det hospital, hvor personen er indlagt.

6. Personer undtaget fra kontaktforløbet

Følgende er undtaget fra det individuelle kontaktforløb:

  1. Personer over 65 år, som modtager kontanthjælp, alene fordi de ikke opfylder optjeningsbetingelserne for at få folkepension
  2. Personer, som modtager kontanthjælp, alene fordi de ikke opfylder optjeningsbetingelserne for at få førtidspension
  3. Unge under 18 år, som modtager kontanthjælp, fordi de ikke har forældre, der kan forsørge dem
  4. Kontanthjælpsmodtagere på barsel
  5. Revalidender med ansættelseskontrakt, hvor ansættelsen begynder inden for 4 uger, og ledige, som skal på barsel inden for 4 uger
  6. Forsikrede, der deltager i 6 ugers jobrettet uddannelse
  7. Personer der deltager i en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU).
  8. Personer, der ikke kan møde til jobsamtaler som følge af dom til anbringelse, forvaring eller behandling på institution eller hospital.

7. Særlige indsatser

Sygeopfølgning

For modtagere af kontanthjælp, uddannelseshjælp, eller ledighedsydelse, som er helt eller delvist sygemeldt, skal jobcentret som led kontaktforløbet løbende vurdere, om der er behov for en særlig indsats i form af sygdomsafklaring, behandling, optræning og andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, for at sikre, at personen får den nødvendige hjælp til at opnå eller genvinde tilknytning til arbejdsmarkedet.

Jobsamtale om intensiv indsats

Forsikrede ledige skal senest ved 16 måneders sammenlagt ledighed tilbydes en intensiveret indsats ved den førstkommende jobsamtale med jobcenteret. A-kassen deltager også i denne jobsamtale, medmindre den ledige ikke ønsker det.

Den intensiverede indsats, kan bestå af mulighed for, at pågældende kan få tildelt en personlig jobformidler i den resterende del af dagpengeperioden eller et kombinationsforløb med hyppigere samtaler og et virksomhedsrettet tilbud.

8. Kontaktforløbet hos andre aktører

Jobcenteret kan udlægge opgaven med kontaktforløb til andre aktører – private firmaer m.v. Det afhænger af den konkrete aftale, hvor stor en del af kontaktforløbet, den anden aktør har påtaget sig. Andre aktører kan ikke træffe afgørelse om personers ret til forsørgelsesydelser.

OBS! Ansvarsfraskrivelse

Cabis lovtekster, som du finder under Lovstof, er reformuleret med henblik på at gøre lovgivningen almindeligt tilgængelig, og teksterne kan derfor ikke anvendes som juridisk grundlag.

Oplysninger fra Cabis lovtekster og FAQ kan ikke i sig selv bruges som basis for at afgøre en sag eller fastlægge behandlingen af denne. Cabi kan på ingen måde gøres erstatningsansvarlig for informationer leveret som en del af denne service - uanset om disse mod forventning skulle være ukorrekte. Cabi kan derfor ikke pålægges ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte er pådraget på grundlag af disse informationer.

Love

  • Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kap. 7.

Bekendtgørelser

  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings bekendtgørelse nr. 1216 af 28/9 2023 om en aktiv beskæftigelsesindsats kap. 7.

Relateret indhold >>

Forenklet beskæftigelsesindsats

Ændringer i Loven betyder bl.a. færre og mere enkle proceskrav, flere digitale løsninger og ens regler på tværs af målgrupper.

Læs mere

Kontaktforløb

Med den forenklede beskæftigelsesindsats er der ikke længere stramme proceskrav til, hvor ofte der skal være opfølgende samtaler i jobcentret.

Læs mere

Min Plan

Min Plan er borgerens og jobcentrets samlede redskab for den beskæftigelsesrettede indsats. Heri beskrives beskæftigelsesmål og indholdet af indsatsen.

Læs mere

SPØRG CABI

Har du spørgsmål til lovgivningen?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på Finansloven |

Annette Juul Jensen

Virksomhedspraktik | Løntilskud | Fleksjob | Lønnede timer | Mentorområdet | Kontanthjælpsmodtagere +30 | Rehabilitering | Ressourceforløb
Tilgå Annette Juul Jensen på LinkedIn