2. Indholdet af kontrakten
I kontrakten fastlægger kommunen og udlændingen sammen indholdet af programmet, herunder udlændingens beskæftigelses- eller uddannelsesmål og indholdet af de aktiviteter, der skal sikre, at målene i kontrakten opfyldes. Målet er først og fremmest, at udlændingen får varig beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked. Indsatsen skal fastlægges med udgangspunkt i udlændingens forudsætninger og ønsker samt arbejdsmarkedets behov.
Det skal desuden fremgå af kontrakten, hvilken forvaltning i kommunen, der har ansvaret for at koordinere integrationsindsatsen. Formålet er, at kommunen sikrer en koordinering og indbyrdes afstemning af indsatserne. Den koordinerende forvaltning skal understøtte, at de fastsatte mål og iværksatte indsatser i kontrakten, og de eventuelle andre indsatser, der er sat i gang for udlændingen, tager udgangspunkt i udlændingens samlede situation og dermed understøtter udlændingens integration. Andre indsatser kan eksempelvis være medborgerskabsaktiviteter.
Kommunen vælger selv, hvem der skal have den koordinerende funktion – om den skal ligge i jobcentret eller i en anden forvaltning. Beslutningen om, hvem der skal være koordinerende forvaltning kan ændres undervejs i programmet.
Kontrakten skal udformes i samarbejde med udlændingen. Hvis der ikke kan opnås enighed om udformningen, fastlægges aktiviteter og tilbud af jobcenteret.