Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Lovstof
  3. Personlig assistance

Personlig assistance

Jobcenteret kan yde personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand for at kunne varetage deres job.

Spørgsmål til lovstoffet?

Ring eller skriv til vores ekspert på området.

Gratis service for virksomheder, kommuner og jobcentre.

Vi rådgiver IKKE privatpersoner

Cabis service dækker ikke privatpersoner, da vi udelukkende rådgiver virksomheder, kommuner og professionelle aktører.

Er du borger med et spørgsmål, skal du kontakte din kommune, din fagforening eller a-kasse.

 Find dit lokale jobcenter

Hurtigt overblik over lovstoffet

Cabi har gjort det nemt for dig at få et hurtigt overblik over lige præcis dét lovstof, du skal bruge. Læs med herunder.

Den personlige assistent skal kompensere for personens funktionsnedsættelse. Den personlige assistent kan hjælpe med fx praktiske arbejdsfunktioner eller støtte til tilrettelæggelse af arbejdsdagen. De faglige og indholdsmæssige jobfunktioner skal personen med et handicap selv kunne udføre.

Jobcenteret kan yde tilskud til en personlig assistent i op til 20 timer pr. uge for personer, der er beskæftiget 37 timer pr. uge. Tilskuddet bevilges enten i en afgrænset periode eller på ubestemt tid. En person med flere handicap eller et mere betydeligt handicap kan efter en konkret vurdering få tilskud til flere timer, og funktionen som personlig assistent kan eventuelt varetages af flere personer.

Jobcenteret kan yde personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der på grund af et handicap ikke kan udføre alle de praktiske funktioner, der følger af jobbet. Desuden kan der bevilges personlig assistance i forbindelse med efter- og videreuddannelse. Formålet med ordningen er at give denne gruppe samme muligheder for at varetage et job eller deltage i et efter- eller videreuddannelsesforløb som personer uden funktionsnedsættelser.

Funktionsnedsættelse

For at være berettiget til personlig assistance skal funktionsnedsættelsen være varig og betydelig. Det gælder både personer med fysiske og psykiske handicap. I forbindelse med ansøgningen om tilskud vil det være nødvendigt med dokumentation for handicappet, fx fra speciallæge.

Herunder finder du eksempler på, hvad varig og betydelig funktionsnedsættelse er, når det gælder fysisk handicap:

  • Synsnedsættelse; er ude af stand til eller kun med meget stort besvær er i stand til at læse.
  • Alvorligt hørehandicap; har særlige behov for bistand ved udførelsen af erhverv m.v., herunder tolkebistand.
  • Meget betydelig nedsat funktion som følge af et handicap med behov for praktisk eller anden særlig bistand ved udførelse af arbejdsfunktioner.

Herunder finder du eksempler på varig og betydelig kognitiv eller psykisk funktionsnedsættelse:

  • ADHD (tidligere kaldet DAMP)
  • Autisme
  • Hjerneskade
  • Udviklingshæmning
  • Sindslidelse.

Målgruppe

Personlig assistance kan søges af personer med funktionsnedsættelse, som:

  1. Søger ansættelse eller er ansat i en stilling på ordinære løn- og ansættelsesvilkår
  2. Søger ansættelse eller er ansat i seniorjob
  3. Søger ansættelse eller er ansat i job med løntilskud - Herunder også førtidspensionister i løntilskud
  4. Søger ansættelse eller er ansat i fleksjob
  5. Deltager i tilbud om virksomhedspraktik
  6. Påtænker at etablere selvstændig virksomhed eller er selvstændig erhvervsdrivende på det almindelige arbejdsmarked.

Tilskuddet til personlig assistance kan først ydes, når ansøgeren er i erhverv.

Revalidender og personer, der deltager i ressourceforløb og jobafklaringsforløb, kan ligeledes få personlig assistance, når de deltager i et beskæftigelsestilbud, og personlig assistance er nødvendig for, at personen kan deltage i tilbuddet.

Reglerne om de ovenstående målgrupper finder man i lov om kompensation til handicappede i erhverv kap. 3  og 4.

Personlig assistance

Den personlige assistent må hjælpe med opgaver der kompenserer for personens funktionsnedsættelse. Det kan fx være praktiske arbejdsfunktioner. De faglige og indholdsmæssige jobfunktioner skal personen med et handicap selv kunne udføre.
Der vil typisk være tale om praktisk bistand, fx tunge løft, sekretærbistand eller tolkebistand (tegnsprogstolkning m.v.).

Når det gælder psykisk funktionsnedsættelse, vil behovet for kompensation ofte være:

  • Hjælp til at strukturere og planlægge arbejdsopgaver
  • Gentagen og fortsat instruktion og kontrol af arbejdsopgaver
  • Hjælp til at huske og hjælp til koncentration
  • Hjælp til at skabe overblik, sammenhæng og forudsigelighed
  • Hjælp til at skabe, forstå og bevare sociale relationer på arbejdspladsen
  • Støttende samtaler.

En personlig assistent må ikke overtage arbejdsfunktioner og derved virke som vikar eller almindelig medhjælp.

Tilskud

Jobcenteret kan - efter ansøgning - yde tilskud til en personlig assistent i op til 20 timer pr. uge for personer, der er beskæftiget 37 timer pr. uge. Jobcenteret bevilger tilskuddet enten i en afgrænset periode eller på ubestemt tid.

En person med flere handicap eller et mere betydeligt handicap kan efter en konkret vurdering få tilskud til flere timer, og funktionen som personlig assistent kan eventuelt varetages af flere personer.

Tilskuddets størrelse svarer til studentertimelønssatsen, der er fastsat i overenskomsten mellem HK og staten. Tilskuddet udbetales til virksomheden. Herudover kan der ydes tilskud svarende til den ordinære indsats for det pågældende arbejde, hvis karakteren af den påkrævede assistance forudsætter det. Er der fx tale om tegnsprogstolkning, ydes tilskud svarende til den ordinære sats for tolkningen.

Information

Mere information og vejledning fås hos Specialfunktionen Job & Handicap  Specialfunktionen understøtter beskæftigelsesindsatsen for at fastholde og indsluse flere personer med handicap på arbejdsmarkedet.

Se også under Personlig assistance, Hjælpemidler og Fortrinsadgang for handicappede.

OBS! Ansvarsfraskrivelse

Cabis lovtekster, som du finder under Lovstof, er reformuleret med henblik på at gøre lovgivningen almindeligt tilgængelig, og teksterne kan derfor ikke anvendes som juridisk grundlag.

Oplysninger fra Cabis lovtekster og FAQ kan ikke i sig selv bruges som basis for at afgøre en sag eller fastlægge behandlingen af denne. Cabi kan på ingen måde gøres erstatningsansvarlig for informationer leveret som en del af denne service - uanset om disse mod forventning skulle være ukorrekte. Cabi kan derfor ikke pålægges ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte er pådraget på grundlag af disse informationer.

Love

  • Lov om kompensation til handicappede i erhverv,
    kap. 3 og kap. 4.

Bekendtgørelser

  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings bekendtgørelse nr. 1174 af 25/11 2019 om kompensation til handicappede i erhverv m.v., kap. 3 og 4.

Relateret indhold >>

Nedsat arbejdsevne

Sammen hjælper vi folk med nedsat arbejdsevne i job. Få overblik over og indblik i metoder og værktøjer, der virker i indsatsen for at fastholde og få flere med nedsat arbejdsevne i job.

Læs mere

Samarbejde mellem jobcentre og virksomheder

Dyk ned i Cabis anbefalinger til det gode samarbejde.

Læs mere

Handicapkompense-rende ordninger

Når en borger har en varig og betydelig funktionsnedsættelse, kan der hentes ekstra støtte i jobcentrets værktøjskasse.

Læs mere

SPØRG CABI

Har du spørgsmål til lovgivningen?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven |

Tina Fogh

Sygedagpenge I Virksomhedspraktik | Handicapkompenserende ordninger | Kontanthjælp I Fortolkning og formidling af lovstof I Jobrettede samtaler I Fleksjob
Tilgå Tina Fogh på LinkedIn