Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Lovstof
  3. Unge 15-24 årige - regler og aktører

Unge 15-24 årige - regler og aktører

Læs mere om, hvilke regler der gælder for den uddannelses- og beskæftigelsesmæssige indsats for unge mellem 15-24 år. Desuden kan du få et overblik over, hvilke aktører der medvirker i indsatsen, og hvordan de skal samarbejde.

Hurtigt overblik over lovstoffet

Cabi har gjort det nemt for dig at få et hurtigt overblik over lige præcis dét lovstof, du skal bruge. Læs med herunder.

Unge mellem 15 til 24 år har en pligt til at være i uddannelse eller beskæftigelse. Man kan også sige, at undervisningspligten afløses af en uddannelses- og beskæftigelsespligt.

Forskellige aktører har ansvaret for, at den unge lever op til denne forpligtelse, og regler fra forskellige områder skal spille sammen. Dette afhænger også af, hvilken målgruppe de unge tilhører.

Helt overordnet kan man sige, at for unge op til 18 år er det Kommunens ungeenhed (KUE), der har hovedansvaret for den unges uddannelse og beskæftigelse.

Fra det 18. år har jobcenteret hovedansvaret for unge, der ikke er i gang med uddannelse eller beskæftigelse og modtager en offentlig forsørgelsesydelse.

For udsatte unge – unge med særlige psykiske, sociale og helbredsmæssige problemer – kan hovedansvaret ligge hos kommunens børn- og ungeafdeling (B&U) frem til det 18. år.

I mange tilfælde vil en række aktører være inddraget i et samarbejde om den unge, alt efter hvilken situation der er tale om. De forskellige aktører arbejder med forskellige sæt regler. Nogle grundlæggende principper er dog altid gældende på tværs af reglerne:

  • Den unge skal have en plan for uddannelse og beskæftigelse – en uddannelsesplan, en handleplan eller en Min plan. Ofte skal de forskellige planer koordineres og spille sammen. Hvis der er tale om en koordineret indsats fra flere forskellige forvaltninger, kan man overveje at tilbyde en såkaldt helhedsorienteret plan.
  • Den unges forudsætninger og behov skal vurderes, og tilbud og foranstaltninger skal matche den unges forudsætninger, så det er realistisk at gennemføre planen med den nødvendige støtte.
  • Kommunen kan/skal sanktionere ved at trække i de ydelser, der udbetales, hvis den unge ikke overholder de aftaler, som planen lægger op til.
  • Der er rige muligheder for særlig støtte til den unge. Planen kan fx indeholde særligt tilrettelagte forløb med personlig støtte i form af en kontaktperson eller mentor.

Aktørernes rolle

Kommunens ungeenhed (KUE)

Kommunens ungeenhed (KUE) har ansvaret for, at alle unge op til 18 år efterlever deres pligt til at være i uddannelse eller beskæftigelse.

KUE laver en vurdering af den unges uddannelsesparathed og udarbejder i samarbejde med den unge og forældrene en uddannelsesplan med beskrivelse af uddannelsesforløb, beskæftigelse eller andre aktiviteter.

KUE får via Undervisningsministeriets database informationer om de unge, som ikke er i gang, og skal med kort varsel kontakte dem for at få lagt en plan. De har mulighed for at tilbyde den unge særligt tilrettelagte forløb og støtteordninger og kan efter behov inddrage jobcenteret i et samarbejde.

Hovedansvaret for den unges uddannelse og beskæftigelse forbliver dog hos KUE, indtil den unge fylder 18. år.

KUE skal endvidere vejlede unge under 25 år, som hverken er i fuldtidsbeskæftigelse eller i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, efter de  har forladt grundskolen eller 10. klasse. Andre unge under 25 år skal have vejledning, hvis de henvender sig i KUE. KUE kan også yde vejledning til unge under 30 år, der har fået et uddannelsespålæg.

Jobcenteret

Når den unge bliver 18 år og myndig, er den unge at betragte som voksen i forhold til det kommunale system og overgår derfor i princippet fra et system til et andet, fra KUE til jobcenteret.

Hvis der er tale om en ung med behov for støtte, er det meget vigtigt, at KUE og jobcenteret (og evt. B&U) arbejder sammen for at sikre sammenhæng i planen.

Når forældrenes forsørgerpligt ophører, vil unge, der ikke er i arbejde eller uddannelse, få ret til uddannelseshjælp eller kontanthjælp. Hvis de ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, er de omfattet af reglerne om uddannelsespålæg og om ret og pligt til tilbud m.v.

KUE skal stadig tilbyde den unge uddannelsesvejledning , men den unge har ikke længere pligt til at tage imod den. Jobcentrets indsats vil i høj grad (som indsatsen i KUE) have fokus på at, at den unge kommer i uddannelse.

OBS! Ansvarsfraskrivelse

Cabis lovtekster, som du finder under Lovstof, er reformuleret med henblik på at gøre lovgivningen almindeligt tilgængelig, og teksterne kan derfor ikke anvendes som juridisk grundlag.

Oplysninger fra Cabis lovtekster og FAQ kan ikke i sig selv bruges som basis for at afgøre en sag eller fastlægge behandlingen af denne. Cabi kan på ingen måde gøres erstatningsansvarlig for informationer leveret som en del af denne service - uanset om disse mod forventning skulle være ukorrekte. Cabi kan derfor ikke pålægges ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte er pådraget på grundlag af disse informationer.

Relateret indhold >>

Unge (under 30 år)

For nogle unge mellem 15 og 30 år kræver det en hjælpende indsats. Få viden til dit arbejde med unge, der ikke kan gå den direkte vej i job eller uddannelse.

Læs mere

Forenklet beskæftigelsesindsats

Få overblik over, hvad ændringer i Loven betyder for dit arbejde. Færre proceskrav, flere digitale løsninger og ens regler på tværs af målgrupper.

Læs mere

Lovstof

Lovstof inden for ungeområdet. Kommunen har en række tilbud til unge, som har brug for en særlig indsats for at være i uddannelse eller beskæftigelse.

Læs mere

SPØRG CABI

Har du spørgsmål til lovgivningen?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven |

Tina Fogh

Sygedagpenge I Virksomhedspraktik | Handicapkompenserende ordninger | Kontanthjælp I Fortolkning og formidling af lovstof I Jobrettede samtaler I Fleksjob
Tilgå Tina Fogh på LinkedIn