Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Metoder og værktøjer
  3. Samtalekort

Samtalekort til samtalen om lønnede timer

Det er ikke altid let at bringe lønnede timer på banen i dialogen med virksomheden. 

Selvfølgelig betaler vi løn for de opgaver, vi får løst…

Når du som virksomhedskonsulent møder en ejer eller leder i en virksomhed, er fokus ofte på kvalificering af arbejdskraft, så forretningen kan fortsætte med deres produktion – uanset om det er fysiske varer eller services.

  1. Der kan dog være barrierer i dialogen. Noget handler om gamle erfaringer, noget andet om de ord, vi bruger:
    Når man i jobcentret taler om lønnede timer, lyder det som noget ekstra i forhold til en praktik
  2. Når en leder betaler en medarbejder for at kunne løse opgaver, hedder det løn.

Men hvordan får du en god dialog, når du ikke kan tilbyde kvalificeret arbejdskraft fra dag ét?

Brug samtalekort

Med samtalekortene kan du tale budskabet ind i virksomhedens kerneforretning. Her kan virksomheden med stor gevinst afprøve en ledig med fysiske/psykiske udfordringer i en praktikperiode, hvor de samtidigt betaler løn for udførelse af de opgaver, borgeren allerede mestrer.

Samtalekortene virker allerbedst, når du sammenholder dem med den viden, du allerede har om virksomheden, dens opgaver, historik og værdier.

Det er relevant at fortælle virksomheden, at socialt ansvar tæller med i tilbud til kunder. Og når en virksomhed tager en ledig med udfordringer i praktik og giver løn for dele af opgaveløsningen – ja, så tæller det også med i tilbud.

Større fokus på socialt ansvar

Tendensen er generelt, at kunder – både offentlige og private – har fokus på socialt ansvar og social bæredygtighed. Dette fokus kan betyde krav til de leverandører, de samarbejder med.

Socialt ansvar er mange ting. Heldigvis. Det er blandt andet socialt ansvar, når man tager ansvar for:
Unges vej til job og uddannelse (fritidsjob, praktik, elever, lærlinge, m.v.)

  • Genanvendelse, hvor sorteringsopgaver kan løses af ledige nogle timer om ugen
  • Mangfoldig rekruttering, så vi både styrker sårbare mennesker, lokalsamfund og trivsel på arbejdspladsen.

Husk, at alle virksomheder normalt gerne vil betale for det arbejde, de får udført. Når en virksomhed rekrutterer fra kanten af arbejdsmarkedet, kan det resultere i en bedre forretning - ikke mindst, at et menneske lykkes!

God fornøjelse med dialogen.

DOWNLOAD SAMTALEKORT

- Til dig, der skal tale om lønnede timer med virksomhederne

Vi har udviklet en række samtalekort, der giver dig inspiration til, hvilke spørgsmål du kan stille til virksomheden.

Formål er at give dig så mange mulige indgangssætninger som muligt.

Brug dem, når du skal ringe ud til en ny virksomhed, eller når du fx møder en virksomhed, der gerne vil tilbyde praktik, men ikke mener de har mulighed for at ansætte.

Samtalekort

Virksomhed: Vi har ikke ressourcer/tid til at kunne tage os af en borger fra kanten af arbejdsmarkedet

Dig:

  • Hvilke forventninger har I…?
  • Har I de hænder, I skal bruge til næste sæson, om et halvt eller helt år?
  • Hvordan udnytter I jeres ressourcer i dag? – udnytter I dem bedst muligt?
  • Har I opgaver, der i dag løses af faglærte medarbejdere, der kan omprioriteres og/eller løses af en ny ufaglært medarbejder – fx mødebooking, oprydning mv.?
  • Er der maskiner og kvalifikationer, I får brug for fremover? Så kan I få en ny medarbejder ind, der kan vikariere, mens jeres faste personale er på kursus.
  • Er I bekendt med, at der er kandidater, der er topmotiverede for at arbejde, men bare ikke kan arbejde fuld tid?
  • Hvilke opgaver har I i virksomheden, der er enkle af udføre, ikke kræver meget oplæring/certifikater og kan udføres af en ufaglært?
  • Hvad vil det betyde, hvis I kan forme kandidaten til jeres arbejdsplads, kultur og de opgaver, I skal have løst?
  • Er I bekendt med, at det er muligt at tilbyde personlig assistance i både praktikken og ved senere ansættelse?
  • Kender I til hjælpemidler og ordninger, der kan hjælpe mennesker med fysiske eller psykiske handicap i job?

Ved I, at…

  • Jobcentret kan formidle stabil arbejdskraft til jer fra to timer om ugen?
  • I får en tæt samarbejdspartner fra jobcentret i hele rekrutteringsperioden?
  • I får en kandidat, der er loyal og ikke forlader jer med det samme, når han/hun har fået en chance for at vise sit værd hos jer?
  • Det er muligt at få en mentor i opstarts-/oplæringsperioden?

Virksomhed: Vi har ingen opgaver på få timer

Dig:

  • Hvem rydder papkasser, fylder håndsprit op, rydder af efter møder, rydder op i omklædningsrummet, tager imod gæster eller lignende i jeres virksomhed?
  • Bruger I vikarer i travle perioder?
  • Hvilke rutinemæssige opgaver har I, der nemt kan løses af en ny medarbejde?
  • Ved I, at I kan ansætte en medarbejder på deltid for en kort periode, hvis I fx har brug for en vikar eller en medarbejder til et projekt?
  • Er I interesseret i at ansætte to medarbejdere i samme jobfunktion?
  • Ved I, at I kan hjælpe en ung, senior, særlig udsat, veteran, flygtning, én i jeres nærområde m.fl. ved at ansætte dem og lade dem vides deres værd?

Har I…

  • Opgaver, der er nedprioriteret, fordi I har for travlt?
  • Opgaver, der bliver løst ude i byen, fx af underleverandører?
  • Brug for ekstra hænder, der kan træde til få timer om dagen eller i særligt travle perioder, fx midt på dagen eller ved store ordrer
  • Brug for aflastning til rutineopgaver?
  • Fået nye typer af opgaver i forbindelse med grøn omstilling, affaldssortering, rengøring, planlægning af møder m.v.?
  • Opgaver, der er enkle at udføre og ikke er fysisk krævende, fx opgaver for ufaglærte?

Virksomhed: Vi har ingen erfaring med målgruppen

Dig:

  • Ved I, at I har mulighed for at se kandidaten an, inden I ansætter?
  • Har I haft sygemeldte medarbejdere, hvor I har tilpasset deres stilling, så de er hjulpet godt tilbage?
  • Har I tænkt over, at I har mulighed for at afprøve og tilpasse de forskellige opgaver, I har brug for hjælp til, til den nye medarbejder?
  • Ville det betyde noget, at I kan forme kandidaten til jeres arbejdsplads, kultur og de opgaver, I skal have løst?
  • Har i nuværende medarbejdere, der har særlige hensyn?
  • Har I opgaver, som faste/faglærte medarbejdere skal aflastes fra og kan løses af en ny medarbejder? Ansættelse af en ny medarbejder frigiver ressourcer og tid til opkvalificering af jeres faste personale.
  • I får en tæt rekrutteringspartner fra jobcentret i hele perioden, der kan hjælpe med at følge op og finde løsninger, der passer til jer og den nye medarbejder. Jobcentret hjælper også med at skabe et godt introduktionsforløb for jeres nye medarbejder.
  • Vi ved, at det kræver en investering fra jer, men vi ved også, at I ofte får en kandidat, der er loyal og ikke forlader jer med det samme, når han/hun har fået en chance for at vise sit værd hor jer, når det lykkes
  • Vi ved, at I får en ny medarbejder, der ikke behøver løse opgaver på fuld tid, men i stedet kun de timer og de tidspunkter, I har behov for?
  • Social ansvarlighed skaber medarbejdertrivsel. Måske har I medarbejdere, der er interesseret i at være mentor og hjælpe en ny medarbejder ind på jeres arbejdsplads?

Kender I…

  • De forskellige ordninger, jobcentret kan tilbyde jer i forbindelse med en ansættelse?
  • Til hjælpemidler og ordninger, der kan hjælpe mennesker med fysiske eller psykiske handicap i job?

Tip! Husk forventningsafstemning.

Virksomhed: Vi vil gerne tage borgere fra kanten i praktik, men vi kan ikke ansætte


Dig:

  • Hvilke udfordringer oplever I, når I skal rekruttere de medarbejdere, I har brug for, i dag?
  • Hvordan rekrutterer I i dag?
  • Hvad koster det af tid eller udgifter til ekstern at ansætte en ny kandidat i jeres virksomhed (rekrutteringsproces)?
  • Kandidaten skal skabe værdi for jeres virksomhed, fordi… (krav til S’et i ESG, Grøn omstilling kræver mere arbejdskraft)
  • Oplever I krav til jeres grønne omstilling? Betyder det, at I mangler arbejdskraft for at få løst jeres opgaver?
  • Kan det lade sig gøre at ”pakke” stillingsindhold på en ny måde, så nogle opgaver kan løses af ledige ansat på færre timer?
  • I kan få løst opgaver som måske ikke løses i dag – også nye grønne krav
  • I kan selv være med til at udvikle jeres kommende medarbejder
  • I kan få frigivet tid fra travle, specialiserede medarbejdere
  • Hvilke hensyn er mulige at tage på jeres virksomhed?
  • Oplever I krav fra kunder, samarbejdspartnere, banker m.v. om at dokumentere jeres social ansvarlighed? Hvad handler krav om
  • Har I brug for også at kunne dokumentere på S’et i ESG?
  • Ved I, at kandidaten føler sig værdsat og som en del af arbejdspladsen, når I betaler løn?
  • Vi ved, at lønnede timer øger borgerens chance for at komme i fuld selvforsørgelse på ordinære eller særlige vilkår. Så I kommer til at gøre en forskel.
  • Ved I, at det er muligt at kombinere virksomhedspraktik med lønnede timer?
  • Hvilke opgaver løser kandidaten på niveau med en anden ny medarbejder? Og hvilke opgaver skal han/hun stadig optrænes i?
  • Hvad forhindrer jeres virksomhed i at ansætte en kandidat fra kanten af arbejdsmarkedet?

Tip! Tal om, hvordan virksomheden normalt rekrutterer. Hvilke rutiner og hvilken kultur har de ved nyansættelser?

TILBUD

Tilbud til kommuner

Se vores tilbud til kommuner og fagprofessionelle, der gerne vil styrke din beskæftigelsesfaglige profil. Se tilbud til kommuner

SPØRG CABI

Har du spørgsmål?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven

Annette Juul Jensen
Seniorkonsulent
Virksomhedspraktik | Løntilskud | Fleksjob | Lønnede timer | Mentorområdet | Kontanthjælpsmodtagere +30 | Rehabilitering | Ressourceforløb
Trine Rask Thomsen
Seniorkonsulent
Integration | Kontanthjælp | Fastholdelse af medarbejdere | Formidling af lovstof | Negativ social kontrol | Småjob | Opkvalificering | Fritidsjob | Lønnede timer