- Forside
- Netværk & Arrangementer
- CSR People Prize
- Pressemeddelelser
- H.K.H. Prins Joachim uddeler CSR People Prize til socialt ansvarlige virksomheder
H.K.H. Prins Joachim uddeler CSR People Prize til socialt ansvarlige virksomheder
Dysten om at vinde årets udgave af CSR People Prize som hædersbevisning for et stort samfundsengagement går nu ind i sin afgørende fase. Juryen har fundet frem til de seks nominerede virksomheder, og de endelige vindere findes ved Cabis årskonference 1. oktober 2019. H.K.H. Prins Joachim vil her overrække prisen til vinderne.
CSR People Prize har eksisteret siden 1999, og i år uddeles den som en særlig jubilæumspris i anledning af, at prisen nu uddeles for 20. gang.
Det er virksomheder, som eksempelvis udmærker sig ved at skabe job til flygtninge, sårbare unge eller andre mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet. Tager hånd om medarbejdere, der risikerer at miste fodfæstet på arbejdsmarkedet, eller ved at forebygge sygdom og nedslidning.
Juryen bag prisen har til jubilæumsudgaven af CSR People Prize gransket indsatsen fra alle tidligere års vindere og nominerede til prisen. Ud af disse, er nu udvalgt seks nominerede virksomheder, og det er alle virksomheder, som har arbejdet bredt med socialt ansvar i mange år, og hvor indsatsen er dybt forankret i virksomheden.
Store virksomheder:
- Danish Crown i Blans
- Salling Group
- NCC Danmark A/S
Små og mindre virksomheder:
- Egon Olsen & Søn A/S
- Logistikkompagniet ApS
- Dronning Louise
CSR People Prize uddeles til Cabis årskonference, der har titlen Fra FN’s Verdensmål til bundlinjen i dit firma. Det sker 1. oktober på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia.
Omdrejningspunktet for konferencen er FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, som sætter en fælles dagsorden for virksomheder, organisationer og regeringer. Konferencens program vil fokusere på, hvordan virksomheder kan skabe værdi med afsæt i Verdensmålene, både i Danmark og i udlandet med særligt fokus på partnerskaber for en bæredygtig udvikling.
H.K.H. Prins Joachim uddeler priserne
Jubilæumsprisen uddeles i to kategorier. Dels til virksomheder med færre end 100 ansatte og dels til virksomheder med mere end 100 ansatte. H.K.H. Prins Joachim har igennem en årrække overrakt CSR People Prize og vil igen i år overrække hædersbevisningen til de to vindervirksomheder samt til vinderen af CSR People Æresprisen.
FAKTA OM CABI OG CSR PEOPLE PRIZE:
- Cabi er en uafhængig, non-profit selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet.
- Det er Cabis mål at flere virksomheder bliver socialt ansvarlige, og at flere mennesker kan få og fastholde en plads på arbejdsmarkedet. Vi indsamler, bearbejder og formidler viden. Og vi udvikler metoder og værktøjer, som kan skabe positive forandringer i praksis.
- Med uddelingen af CSR People Prize hylder vi de virksomheder, der gør en særlig socialt indsats, for udsatte grupper på arbejdsmarkedet, og som via konkrete initiativer har vist, at deres sociale engagement er forankret i både dagligdagen og ledelsens visioner.
- CSR People Prize uddeles i år af Cabi, som tidligere har gået under navnet Netværksprisen. Det har gennem mange år været VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, der har stået for prisen, men VFSA er under sammenlægning med Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst. Derfor er det i år Cabi, som står for uddelingen af CSR People Prize.
Juryen, der står for at udpege og nominere vinderne af CSR People Prize:
- Mette Rønnau, direktør for Cabi (Formand)
- Flemming Bendt, adm. direktør ISS Danmark, (formand for VFSA)
- Sara Krüger Falk, direktør, Global Compact Danmark
- Steen Hildebrandt, professor
- Jørgen Damkiær, partner, Egerbyg
- Thomas Ravn-Pedersen, direktør, Verdens Bedste Nyheder