- Forside
- Om Cabi
- Cabis projekter
- Virksomheder på Lolland-Falster går sammen om at få udsatte i job
Virksomheder på Lolland-Falster går sammen om at få udsatte i job
Udsigten til at mangle arbejdskraft har fået erhvervslivet og de to kommuner på Lolland-Falster til at gå sammen i en storstilet indsats, der skal skaffe de nødvendige hænder til virksomhederne og få udsatte i job. Over 50 virksomheder har meldt sig som ambassadører. Den A.P. Møllerske støttefond har bidraget med 21. mio. kr.
Femern-forbindelsen og flere store virksomheders aktiviteter i Lolland og Guldborgsund Kommuner vil de kommende år gøre kraftigt indhug i områdets arbejdskraft. Alene Femern-forbindelsen forventes at give arbejde til 6.000 medarbejdere inden for bygge- og servicefagene.
For at afbøde den forventede mangel på arbejdskraft, blev der sidste år sat gang i en ambitiøs indsats med navnet Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster. Her er de to kommuner gået sammen med bl.a. det lokale erhvervsliv og videns- og netværkshuset Cabi, hvor målet er at 850 udsatte borgere får tilknytning til arbejdsmarkedet gennem konkrete forløb i virksomhederne.
Stor opbakning fra lokale virksomheder
For at det skal lykkes kræver det stor opbakning fra det lokale erhvervsliv, og det er gået over al forventning: Indtil videre har 51 lokale virksomheder meldt sig som ambassadører for indsatsen. Det er langt over det forventede mål om 30 ambassadørvirksomheder.
Som ambassadørvirksomhed siger man ja til selv at tage imod ledige fra kanten af arbejdsmarkedet, og man siger ja til at udbrede kendskabet til indsatsen så flere virksomheder melder sig.
Derudover var 590 borgere fra de to kommuner visiteret til indsatsen ved udgangen af marts måned. Det overstiger også de forventede resultater.
Borgmester: Stor ros til virksomhederne
”Dette imponerende resultat viser endnu engang, at vi her på Lolland-Falster ikke venter på, at andre kommer og fortæller os, hvad der er behov for. Vi tager selv ansvar for vores fremtid og udvikling. Vi står over for en lang række store infrastrukturprojekter de kommende år, og det skal vi være klar til at håndtere og kunne levere den nødvendige arbejdskraft, så jeg kan kun give virksomhederne kæmpe ros for deres indsats,” siger borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder.
”De lokale virksomheder viser med al tydelighed, at de ønsker at gøre en indsats sammen med kommunerne for at få flest mulige borgere fra Lolland-Falster ud på arbejdsmarkedet. De lokale virksomheder viser en stor ansvarlighed for at medvirke til at vi også i fremtiden har den nødvendige arbejdskraft på Lolland-Falster,” siger Vibeke Grave, formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget i Lolland Kommune.
Foruden ambassadørvirksomhederne er en række andre virksomheder også involveret i indsatsen.
”Med sådan en opbakning fra virksomhederne kan vi klart og tydeligt sige, at vi har et erhvervsliv, der tager et væsentligt ansvar for lokalområdet ved at hjælpe mennesker, som har det svært, med at få chancen på arbejdsmarkedet. Det kan vi godt være rigtig stolte af,” siger Marie Person, projektleder hos Business Lolland-Falster.
Ambassadørvirksomhed: Vi skal fortsat kunne tiltrække arbejdskraft
En af de virksomheder, som har meldt sig som ambassadør for Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster, er Fælleskøkkenet, der leverer mad til ældre i de to kommuner.
”Vi har i forvejen et rigtig godt samarbejde med kommunerne, og vi er en arbejdsplads, om er rummelig på flere felter, så det var oplagt for os at gå med i Rekruttering fra kanten. Der er behov for, at vi fortsat kan tiltrække arbejdskraft,” siger Ninna Bondehøj, souschef for Fælleskøkkenet.
Fælleskøkkenet har ca. 70 ansatte og beskæftiger bl.a. kokke, slagtere, chauffører og lagermedarbejdere.
”Vi vil gerne tage et socialt ansvar, og vi har fx ansatte i fleksjob og har ansat medarbejdere, som skulle tilbage fra sygemelding med stress. Det kræver rummelighed fra de faste medarbejdere, når vi tager nye ind, og det handler rigtig meget om god kemi. Men som regel lykkes det,” siger Ninna Bondehøj.
Hos videns- og netværkshuset Cabi, der er overordet ansvarlig for Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster, ser seniorkonsulent Jesper Pedersen store perspektiver i indsatsen.
”Vi ved, at det har en rigtig god effekt, når borgere, som af den ene eller anden grund befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet, får chancen for at prøve sig af i en rigtig virksomhed. Men det kræver et tæt samarbejde mellem virksomhederne, de lokale jobcentre og erhvervsorganisationerne. Derfor er det godt at se den store opbakning. For kan vi lykkes her, er det en viden og erfaring, som vi kan bringe med videre til resten af landet,” siger Jesper Pedersen.
Den A.P. Mølleske Støttefond bidrager med 21 millioner kr.
Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster er et partnerskab mellem Lolland og Guldborgsund Kommune, Business Lolland-Falster, 3F og Erhvervspark Lolland.
Indsatsen er ledet af videns- og netværkshuset Cabi i samarbejde med analysevirksomheden LG Insight. Initiativet løber til udgangen af 2021 og er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond med 21,1 millioner.