- Forside
- Temaer
- Den aktive beskæftigelsesindsats
- Samskabelse: Sæt sagen i centrum
Samskabelse: Sæt sagen i centrum
Samskabelse og empowerment forudsætter, at sagen sættes i centrum, og at borgerne aktivt deltager i og har indflydelse på udviklingen af egen sag.
I Cabi arbejder vi med samskabelse på to niveauer:
- Samskabelse på individ-niveau, fx i samtalen, hvor den professionelle og borgeren sammen tilrettelægger indsatsen. Som medarbejder og sagsbehandler skal du i højere grad lade ansvaret for egen situation og fremtid blive hos borgeren og give ham eller hende indsigt i egen sag, samt hvilke rammer og muligheder der er for at handle.
- Samskabelse på kollektivt niveau, hvor kommunen, borgere og andre aktører sammen drøfter indholdet af en given velfærdsydelse. Rammen kan fx være mål om selvforsørgelse for ledige. Inden for denne ramme kan ydelsen udvikles i en samskabelsesproces mellem jobcenter, ledige, virksomheder og civilsamfund.
Rammen er beskæftigelseslovgivningen og målet om selvforsørgelse, mens valget af konkret indhold i højere grad skal vælges på borgernes eget initiativ. Det betyder, at du skal facilitere borgerens egen erkendelsesproces. Borgeren bestemmer retningen, mens du som sagsbehandler skal tage teten.
Fra passiv modtager til aktiv medspiller
Sagens kerne er, at borgerne skal møde jobcentret på en anden måde end hidtil. Der skal ske en bevægelse:
- Fra uigennemsigtighed til klarhed over egen sag.
- Fra systemets plan til borgerens egen plan.
Antagelsen bag denne bevægelse er, at borgerne herigennem bliver mere engagerede og motiverede og derfor vil få større udbytte af en konkret beskæftigelsesindsats.
Tal med borgeren - ikke om borgeren
Når I samskaber, sætter I ikke længere borgeren i centrum, men derimod sagen. Det handler om at tænke i løsninger på et problem, fx ”hvordan vi sammen kan finde et job til borgeren”. I den proces kan I vælge at inddrage andre medspillere, som kan samskabe med jer om udviklingen af den konkrete indsats, fx andre borgere, der står i samme udfordring. Pointen er, at man går fra at tale om borgeren til at snakke med borgeren om sagen.
I processen kan du med fordel gøre brug af nogle af disse forslag:
- pædagogiske og visuelle virkemidler frem for skrivebord og computer, der skaber afstand imellem dig og borgeren
- holde møder på neutral grund – væk fra jobcentret
- bryd med den traditionelle tilgang til kontaktforløb i forhold til hyppighed og initiativpligt
- stille dig til rådighed med rådgivning, vejledning og coaching
- være mere lyttende end talende.