- Forside
- Temaer
- Sygefravær
- Varighedserklæring – friattest
Varighedserklæring – friattest
En varighedserklæring eller friattest er to navne for det samme redskab, som du kan bruge, når du har en sygemeldt medarbejder.
Læs om varighedserklæringen/friattesten herunder og hent en blanket i Word, du selv kan udfylde.
Varighedserklæringen/friattesten er ikke det samme som en mulighedserklæring.
Læs herunder, hvornår du som arbejdsgiver skal bruge en varighedserklæring/friattest eller en mulighedserklæring.
Her skal du bruge en varighedserklæring/friattest
En varighedserklæring/friattest anvendes typisk i de tilfælde, hvor det ikke er hensigtsmæssigt eller muligt at lave en mulighedserklæring.
Det kan fx være
- ved en sygemelding på den første feriedag
- ved en sygemelding i en opsigelsesperiode/afskedigelsessituation
- hvis medarbejderen er for syg til at deltage i en samtale med arbejdsgiveren
- hvis du har mistanke om, at sygemeldingen ikke er reel.
Du kan som arbejdsgiver pålægge medarbejderen at kontakte sin læge, som kan udfylde en varighedserklæring/friattest med et skøn over sygdommens varighed.
Attesten betales af arbejdsgiveren.
Varighedserklæringen/friattesten bruges i jeres forsøg på at fastholde medarbejderen i arbejdet og planlægge tilbagevenden til arbejdet. Det kan fx være nødvendigt, at få ansat en vikar indtil medarbejderen er rask og få søgt om lønrefusion.
I den situation har du brug for et fagligt skøn over sygdommens varighed. Varighedserklæringen/friattesten bruges også som dokumentation for, at medarbejderen er syg. Hvis medarbejderen er syg i længere tid, end lægen har skønnet, skal der foretages en ny varighedserklæring/friattest.
Der findes ikke en officiel blanket, men du kan nedenfor downloade et eksempel i Word.
Det siger lovgivningen
Ifølge funktionærlovens § 5, stk. 4 har arbejdsgiver ret til at anmode om en varighedserklæring efter 14 dages sygdom.
Her skal du bruge en mulighedserklæring
Mulighedserklæringen skal bruges i situationer, hvor det er muligt at have en dialog mellem arbejdsgiver og den sygemeldte medarbejder.
Den bygger på et skema, som udfyldes i fællesskab og efterfølgende kvalificeres af medarbejderens egen læge. Mulighedserklæringen kan også bruges, selvom medarbejderen ikke er fraværende, men som et led i at afdække skånebehov eller lave en delvis sygemelding.
På siden herunder kan du læse mere om mulighedserklæringen og hente den som en blanket i Word, lige til at udfylde.
Gå til mulighedserklæringen
Varighedserklæringen/friattesten og mulighedserklæringen har erstattet lægeerklæringen.
Hvis det ikke er muligt, at lave en mulighedserklæring med den sygemeldte medarbejder, kan du anmode om en varighedserklæring/friattest.

VÆRKTØJ
Sådan laver du en fastholdelsesplan
En fastholdelsesplan kan have flere formål. Når du har en sygemeldt medarbejder, kan du medbringe fastholdelsesplanen til jeres sygefraværssamtale, når I skal tale om at vende tilbage på arbejde. Hent en gratis skabelon. Læs mere om fastholdelsesplanen
VIDEN OG BAGGRUND
Delvis raskmelding
Skal man være helt rask, inden man starter op på arbejde igen? Ikke nødvendigvis: Med delvis raskmelding kan en medarbejder genoptage arbejdet gradvist. Om delvis raskmeldingSPØRG CABI
Har du spørgsmål?
Så spørg Cabi!
| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven |

