Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Temaer
  3. Unge (under 30)
  4. Til virksomheder
  5. Sådan kommer du i gang
  6. Ansæt EGU-elever

Ansæt EGU-elever

Når du ansætter en elev fra erhvervsgrunduddannelsen (EGU), får du en ung medarbejder fra en uddannelse, der er skræddersyet til elevens interesse for et bestemt fag. Det er elever, der typisk har "kloge hænder", og som er afklaret med, hvilket område de gerne vil arbejde indenfor. 

Jeres virksomhed kan hjælpe en ung videre ved at ansætte EGU-elever. Det kan give mange fordele for begge parter, fordi I kan skærpe elevens interesse for lige netop jeres branche og det felt, virksomheden arbejder indenfor. 

Hvad er EGU?

Erhvervsgrunduddannelsen (EGU) er et uddannelsesspor på den forberedende grunduddannelse (FGU), som er en alternativ uddannelsesvej for unge mellem 15 og 24 år.

EGU er målrettet elever, der gerne vil i praktik og få praktiske erfaringer fra en arbejdsplads.

Det er en praktisk arbejdspladsuddannelse, som kan skræddersys til den enkelte elev og den enkelte virksomhed.

Læs mere om EGU/FGU

Rammerne for ansættelse af EGU-elever

EGU kan have en varighed på op til 2 år. Eleven er i virksomheden 2/3 af tiden, mens 1/3 del af tiden planlægges som skoleforløb.

EGU-praktikken er fleksibel og kan skræddersyes til din virksomhed. Du er som arbejdsgiver med til at planlægge uddannelsen og skoleforløbene.

Skoleforløb kan fx være dansk og matematik, AMU-kurser eller andre skolemoduler, der har relevans for elevens arbejde i virksomheden.

I praktikperioderne betaler din virksomhed elevløn, som svarer til satserne efter gældende overenskomst på området. Når eleven er i skoleforløb, enten på FGU eller på AMU-kurser, får eleven skoleydelse fra FGU. Dermed betaler din virksomhed kun løn til eleven i praktikperioderne.

 

Hvad kan I forvente, når I ansætter en EGU-elev? 

EGU er for unge, der lærer bedst gennem praktisk arbejde. De er typisk brancheafklarede og motiverede for at bruge deres kræfter på en arbejdsplads. Mange EGU-elever fungerer godt i rutineopgaver, mens andre også trives fint med omskiftelighed.

Niveauet på EGU ligger under en faglært uddannelse. EGU-elever kan som udgangspunkt arbejde fuldtid.

For nogle elever kan et EGU-forløb også være starten på en faglig uddannelse, fx mesterlære eller ordinært forløb på en erhvervsuddannelse

Ansæt en EGU-elev – fordele for virksomheden

  • Elevens uddannelsesforløb er skræddersyet til jeres virksomhed.
  • Eleven får gratis AMU-kurser, der opkvalificerer eleven til at blive ekspert i netop din virksomhed.
  • EGU-vejlederen følger eleven og planlægger forløb samt klarer det administrative omkring elevens uddannelse i samarbejde med jer.
  • Virksomheden betaler kun løn i de perioder, eleven er på arbejde. FGU aflønner eleven i skoleperioder.
  • Opfølgning hver 3. måned med vejleder og elev for at sikre, at uddannelsesplan og EGU-forløb forløber som aftalt.
  • EGU kan regnes med i både CSR og ESG-regnskabet – I er dermed med til at tage et socialt ansvar.
  • EGU-aftaler kvalificerer din virksomhed som et praktiksted, der kvalificerer elever til uddannelse inden for jeres faglige område – uanset størrelse af virksomheden eller jeres faglige afsæt.
  • Bonusordning fra VIRK/AUB lønrefusion til private virksomheder.
  • Mulighed for SPS-støtte til elever med funktionsnedsættelser.

Sådan kommer du i gang

  • Tag kontakt til den kommunale ungeindsats i din kommune eller din lokale FGU-skole.
  • Tag gerne en dialog med kollegaer og ansatte om den indsats, I som virksomhed eller afdeling kan se jer selv i. Det er vigtigt, at alle er afklarede omkring opgaven og at virksomheden er klar til at hjælpe en ung videre.
  • Når I laver aftalen, er det vigtigt at drøfte, om der er brug for forskellige støtteordninger. I skal også aftale, hvordan skolen/kommunen følger op.

GUIDE

Guide: God modtagelse og onboarding af unge

Hvordan sikrer du en god onboarding af unge medarbejdere i din virksomhed? Se guide

SPØRG CABI

Har du spørgsmål?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven

Tina Fogh

Sygedagpenge I Virksomhedspraktik | Handicapkompenserende ordninger | Kontanthjælp I Fortolkning og formidling af lovstof I Jobrettede samtaler I Fleksjob
Tilgå Tina Fogh på LinkedIn